TRIO er en værdibåret organisation, hvor fællesskabet omkring musikken kommer i første række. Vi er optaget af mødet mellem mennesker, og præsenterer derfor som oftest musikken i afslappede rammer, hvor musikere og publikum er i øjenhøjde.
TRIO er et netværks- og genrespillested udpeget af Statens Kunstfond sammen med ni andre spillesteder over hele landet. Organisationen arbejder ud fra Kolding men har aktiviteter i hele Trekantområdet – omkring 120 koncerter årligt.
Vi er optaget af at formidle jazzmusikken, og præsenterer derfor baggrundshistorier om udvalgte musikere eller projekter, som vi præsenterer eller større temaer fra jazzens verden. Dette igennem vores digitale platforme.
En helt særligt vilkår for TRIO er, at vi ikke har vores eget faste spillested, hvor vi afholder vores koncerter. I stedet har vi en lang række samarbejdspartnere og venues rundt omkring i Trekantområdet, hvor vi placerer vores arrangementer. Det kan være alt fra helt normale spillesteder, musikscener og caféer, men også kirker, plejehjem, biblioteker og museer lægger hus til vores koncerter.
I 2024 faciliterer vi dog en prøveperiode, hvor vi i samarbejde med energiselskabet EWII afprøver et gammelt elværk – kaldet EWII House – som kulturhus. Alle kulturaktører i Kolding kan få adgang til huset og præsentere arrangementer til gavn for Koldings borgere. Se mere HER.
TRIO startede i august 2015 som en jazzfestival i Trekantområdet, under navnet Jazz i Trekanten. Formålet var at skabe et fællesskab mellem jazzarrangørerer i området.
Da Trekantområdet etablerede en kulturregion mellem de syv medlemskommuner, med en Festuge i uge 35 som omdrejningspunkt, koblede Jazz I Trekanten sin festival på Festugen og fik støtte herfra. Den første festival præsenterede 40 koncerter, langt mere end håbet på.
Allerede året efter bakkede 17 jazzarrangører i alle syv kommuner op om festivalen, En forening blev dannet, og sammen med en række private aktører blev 2016 festivalen en succes med ca. 100 koncerter.
Festivalen havde nu nået en størrelse, hvor det ikke var muligt at drive den alene med frivillige kræfter, og fra 2017 støttede Kolding Kommune med driftstilskud og Sussie og Karsten Bech blev deltidsansat i et sekretariat.
De følgende år fortsatte festivalen med ca. 120 koncerter pr år. Fokus var at øge kvaliteten af koncerterne, og samtidig blev der arrangeret koncerter uden for festivalen, bl.a. i regi af vores ungekoncept, JazzHaus.
Driftstilskuddet blev langsomt øget gennem årene, og i sekretariatet blev der overskud til at udvikle egne koncepter.
De mange nye og utraditionelle koncepter blev bemærket på nationalt plan, og i 2018 vandt medstifter og projektleder Sussie Bech prisen som Årets Koncertoplevelse ved DMA Jazz sammen med kunstnerne Joakim Moesgaard og Mads Mathias.
TRIO formåede hurtigt at sætte tydelige spor på den danske jazzscene, og vi har været nomineret til mere end 10 priser og vundet to ved DMA Jazz.
I 2021 ændrede vi TRIOs struktur fra en forening til en selvejende institution. Vores formål var nu at udvikle jazz og andre smalle genrer i Trekantområdet, og både tiltrække et nyt publikum til genrerne og samtidig sikre en kunstnerisk udvikling lokalt.
Da regeringen i 2021 udbød en ny spillestedsordning – Netværks- og genrespillesteds ordningen – fik TRIO en af de eftertragtede 10 pladser.
Ordningen har givet nye muligheder for at vi kan udvikle flere nye koncepter, inddrage flere lokale aktører og brede de smalle genrer ud til et større publikum, og TRIO har bidraget til at Kolding og Trekantområdet nu er et af de mest markante centre i Danmark for udvikling af den moderne jazz og ikke mindst ungeinvolvering indenfor genren.